Forord
I november 1917 blev Balfour Deklararationen skrevet for at give støtte til et ’nationalt hjem for det jødiske folk’. Den britiske udenrigsminister, Lord Balfour, skrev udtrykkeligt at dette område skulle tage hensyn til den ikke-jødiske befolkning, der boede i Palæstina: ”det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder.” Deklarationen selv var et slag luften, da Storbritannien ikke tilbød nogen praktisk hjælp eller støtte. Det blev dog senere et væsentligt dokument med stor symbolsk værdi.
Efter Anden Verdenskrig vedtog det internationale samfund at opdele Palæstina, der var under britisk kontrol, til to nationale hjem: et land til jøderne, og et til palæstinenserne (november 1947). De palæstinensiske og arabiske ledere afviste denne delingsplan. Det jødiske lederskab indvilgede og erklærede sin uafhængighed i maj 1948. I den efterfølgende krig besatte Jordan Vestbredden, og Gaza faldt i Egypten hænder. Palæstinenserne blev med magt drevet ud af deres landsbyer og byer af de zionistiske militser. Disse begivenheder betegnes på Arabisk som al-Nakba (katastrofen). De hjemløse palæstinensere blev flygtninge på Vestbredden, i Gazastriben og i landene, der grænser op til den nye israelske stat.
I 1950, vedtog parlamentet i den endnu unge stat Israel, at give statsborgerskab til enhver jøde, der ønskede dette. Enhver med jødiske bedsteforældre har automatisk til statsborgerskab. I dag, bliver ’loven om tilbagevending’ brugt til at invitere, der ifølge Israel, er i fare i de lande, de kalder deres hjem. Lovens hovedformål er at øge den jødisk israelske befolkning i den israelsk-palæstinensiske demografi, hvor den ikke-jødiske befolkning anses for værende en demografisk trussel.
I Juni 1967 besatte israelske styrker de landområder, Jordan og Egypten havde tage i krigen i 1948. Disse områder var hjem for mange palæstinensere, der var flygtet, eller var blevet tvunget ud af deres landsbyer og byer under al-Nakba.
I dag bliver ’loven om tilbagevending’ brugt til at øge den jødiske befolkning, mens den palæstinensiske befolkning bliver anset som en demografisk trussel, fordrives og fortsat presses i eksil. Loven er både et tydeligt tegn på den fortsatte konflikt og fraværet af retfærdighed.
For at udtrykke vores enhed at yde modstand, giver vi, den globale bevægelse af progressive jøder, afkald på ideen om ’tilbagevenden’ og afsværger enhver ’ret’ til den ”jødiske stat”.
For at afvise ’loven og tilbagevenden’ kan du underskrive vores erklæring:
Jeg , som jøde og borger i forkaster Israel ’lov om tilbagevending’. Denne lov tilbyder mig israelsk statsborgerskab. Jeg kan ikke acceptere dette tilbud så længe palæstinensiske flygtninge ikke har retten til at vende tilbage til deres hjem.
Hvorfor?
- Min jødiske identitet bekræfter retfærdighed, diversitet, lighed og alle menneskelivs værdi.
- Denne uretfærdige lov bidrager videre til den asymmetriske konflikt mellem israelere og palæstinensere og forhindrer derfor muligheden for en retfærdig fred.
- Staten Israel repræsenterer hverken alle verdens jøder, eller den omfattende jødiske etiske tradition.